16
Sep

MØBLER MED MENING

Skævt møbel- og designfirma skaber sin markedsniche med kunstnerisk-kommercielle produkter – og er på udkig efter en professionel salgspartner til at nå et bredere publikum i den kreative klasse.

Søren Brøste er en travl herre. Gennem de seneste 4 år har han ene mand drevet møbel- og designfirmaet Furnism med lige dele entusiasme, kreativitet og social ansvarsbevidsthed som brændstof. Han er uddannet i salg og marketing og arbejdede i en længere årrække som salgsansvarlig på flere eksportmarkeder for familiens firma, design- og brugskunstvirksomheden Broste Copenhagen. Derefter blev han chef for virksomheden Biomega, der producerer avancerede cykler, og i denne forbindelse traf han møbeldesigneren Matthias Bengtsson, der ønskede hjælp til udviklingen af møbler af kulfibre. Dette projekt blev ikke til noget, men samarbejdet sporede Søren Brøste ind på møbel- og interiørbranchen, og i 2007 stiftede han Furnism, der i den første tid hed Openspace.

Sortimentet – som Søren Brøste viser frem i sin kombinerede bolig og showroom på Frederiksberg - kan ved første øjekast synes at stritte i mange retninger, lige fra grotesk-humoristiske stearinlysskulpturer af Bjørn Nørgaard over gulvtæpper med geometriske reliefmønstre til formsikre spise- og konferencemøbelgrupper. ”Men der er en rød tråd,” siger Søren Brøste: ”Som navnet Furnism antyder, ligger der et samlet tankesæt eller ideologi bag ved det hele. Alle produktlinjer er udviklet på baggrund af en vision, der giver det enkelte produkt en mening i form af bæredygtighed, sociale relationer og kunstnerisk udtryk. Fællesnævneren og stilen for alle Furnism’s produkter er et humanistisk design.
Design der skal bruges
Resultatet er da også blevet en kollektion af anderledes, skæve møbler og boligtilbehør, som skiller sig markant ud fra mainstream. Det er dog vigtigt for Søren Brøste at understrege, at hans sortiment ikke består af flyvske designpåhit uden jordforbindelse: ”Godt design er altid kommercielt. Det skal ikke bare opleves, men bruges. Og selv om der har været kunstnere inde over mange af produkterne, er de ikke kunst, men nyttegenstande, der kan tåle at blive berørt og brugt i mange år,” siger han og fortæller om de enkelte produktlinjer i Furnism-familien.

Møbelserien Urban Recycling omfatter spiseborde i flere størrelser med tilhørende stole i et moderne geometrisk formsprog, som Søren Brøste har udviklet sammen med den finske designer Teemu Rekonen. Møblerne er fremstillet af genbrugs-elmetræ, der tidligere har været brugt til bygningstømmer i nedrevne huse fra gamle bydele i Shanghai, der har måttet vige for fremskridtet. Serien er p.t. under opgradering, der bl.a. vil resultere i spinklere dimensioner på stellene.

Møbelserien Goa, der omfatter kommoder og småborde med skuffer, er også fremstillet af genbrugstræ, denne gang teak fra Indien. Her har træet fået lov at beholde sin oprindelige patina, hvilket giver hvert møbel et unikt udtryk.

Sammen med kunstneren FOS (Thomas Poulsen) har Søren Brøste udviklet bordserien Social Design, der omfatter sofabord, arbejdsbord og kantinebord. Bordpladerne består af flere mangekantede plader, der limes sammen som puslespil – både stramt rektangulært og frodigt krystallinsk. Hver delplade er farvesat individuelt efter en fastlagt farveskala, så bordene kan få mange forskellige udtryk. Social Design-bordene er bl.a. brugt til indretningen af den hippe Københavnerrestaurant Karriere Bar.

Den hollandske designer Pepe Heykoop er idemanden bag produktlinjen Brick Series, der består af en tremmestol, side bord og en lysekrone, lavet af træbyggeklodser, som fremstilles på legetøjsfirmaet Brio’s fabrik i Kina. Produkterne ser umiddelbart unika-agtige ud, men Søren Brøste ligger i forhandlinger med den store tyske internetbutik Fashion4home, der gerne vil udvikle Brick Series til en kommerciel succes. Stolen vandt en pris, da den første gang blev vist på Køln-messens talentzone d3 i 2010.

Heykoop står også bag en anden i Furnism-produktlinje, nemlig hængelamperne af læderrester, der fremstilles af fattige kvinder i Mumbai. Læderlamperne hører til blandt Furnism’s absolutte sællerter og i dag bliver bl.a. distribueret igennem The Conran Shop . Endelig omfatter kollektionen også kunstneren Mona Eckhoff Sørmos tæpper i ren uld, der er karakteristiske ved deres reliefeffekt med både lang og kort luv i geometriske eller organiske mønstre., samt Bjørn Nørgaards stearinlys-skulpturer af forskellige arke typer, der udtrykker altings forgængelighed.

Til den kreative klasse
Flere nye produktemner er i pipelinen, og Søren Brøste understreger at det absolut ikke er ideer, det skorter på – men måske snarere kritisk masse til for alvor at få produkterne bragt til torvs over for et større publikum. Og hvordan dette publikum ser ud, har han en klar definition af: ”Mine produkter henvender sig især til det segment, man populært kalder den kreative klasse – det vil sige folk i aldersklassen op til 40 år, som har sans for kunst, design og gode produktfortællinger – og som surfer hjemmevant på nettet for at finde inspiration,” forklarer Søren Brøste. Målgruppen er ikke en snæver elite, men en bredt sammensat flok med holdninger til miljø og ressourceforbrug, som de bl.a. udtrykker gennem deres valg af boligindretning.

Direkte til danske slutbrugere
Søren Brøste har været rundt i de københavnske designmøbelbutikker for at præsentere sin kollektion, men ifølge ham selv har responsen herfra ikke været overvældende. For at få de danske slutbrugere i tale på anden vis er han derfor ved at udvikle et webshop-modul til Furnism’s hjemmeside. Og i stedet for at stå i butikkernes udstillingsvinduer planlægger han at bearbejde markedet gennem deltagelse i forskellige kortvarige pop-up events på steder i storbyerne – restauranter, gallerier, butiksstrøg osv. - hvor målgruppen færdes og er påvirkelige.

International interesse
Anderledes er det i udlandet, hvor flere hvide butikker i Sverige, Storbritannien og Tyskland har vist stor interesse for at præsentere Furnism-produkterne. Især i Tyskland er bevågenheden stor, og det skyldes ifølge Søren Brøste, at hans deltagelse på IMM Cologne i januar i år kastede en masse presseomtale af sig, bl.a. i toneangivende blade som Schöner Wohnen. Furnism-produkterne er også blevet omtalt i tyske bøger om økologisk design, og trendbureauerne i Tyskland er meget begejstrede for at bruge dem som billedeksempler på tidens designtendenser.
I Sverige har Furnism for nylig fået en større kontraktordre på totalindretning af en restaurant i Stockholm med 200 spisepladser, og der er indgået en aftale med restauratøren om, at stedet også skal være en slags levende showroom for Furnism, således at restauranten får provision af det møbelsalg, der måtte blive genereret ad denne vej.
Også i Asien, hvor Furnism’s produkter fremstilles, har man fået øje på de anderledes møbler fra Frederiksberg. Kineserne kan godt lide historien om de nedrevne huse, der reinkarneres som designmøbler, og Søren Brøste er inviteret til at deltage i en stor designfestival i Taiwan her i september måned, hvor der ventes op mod 4 mio. besøgende.

Styr på supply chain
En stor del af Søren Brøstes arbejdstid går med at holde styr på hele forsyningskæden fra de asiatiske fabrikker til de europæiske butikker. I Kina samarbejder han med den lokalt bosiddende danske sourcing-ekspert Tomas Malling, mens han i Indien har fået hjælp af dygtige lokale sourcere til at finde og tilse producenterne. Alle momenter vedrørende miljø, arbejdsmiljø, sociale forhold og andre CSR-relaterede faktorer bliver naturligvis gennemtjekket, inden produkterne får lov at komme ud gennem fabriksportene.

Partnerskab på ønskesedlen
Det er Søren Brøstes store ønske at gøre Furnism til en større spiller på møbel- og boligindretningsmarkedet, og til det formål er han ved at sammensætte en professionel bestyrelse, ligesom han også ligger i dialog med en business angel om at træde ind som investor. Men for at vækstpotentialet skal kunne folde sig rigtigt ud, er der behov for professionelle partnerskaber på især salgs- og distributionsområdet til at håndtere de mange interesserede henvendelser og gøre dem til ordrer. Søren Brøste er indforstået med, at et sådant partnerskab ikke nødvendigvis behøver at indbefatte hele Furnism-kollektionen, men evt. kun møblerne, ligesom han er åben over for at inddrage eksterne designs i sit sortiment eller måske indgå i udviklingen af nye koncepter op helt fra scratch.

comments

1 comments

subjects

author

Søren Brøste

XX comments

Søren Brøste
Fri, 2011-09-16 11:52

.

Post new comment

The content of this field is kept private and will not be shown publicly.

Furnism blog

Welcome to the Furnism blog. This is the place for all things Furnism and all things we at Furnism are excited about. We blog about our favorite artists and designers and keep you up-to-date on all Furnism’s offers and events. If you’re engaged in creating mind-blowing design, or if you just want to share your thoughts about what’s hot in art, design and furniture, feel free to join in the conversation and send us your ideas, which we them will public. Read our manifesto.